Sund kost?

OBS: Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Udfordringen

I mit daglige virke som lærer i alle grundskolens naturfag, støder man nogle gange på viden, som man er nødt til at forholde sig kritisk til. I biologi fylder “sundhed” en del i skoleårets pensum hvor ofte fødevare, fordøjelse, ernæring osv. er i fokus. Her er der især fokus på “den sunde kost” og konsekvenserne ved mangel på samme.

Det er især de officielle kostråd som fylder en del i læremidlerne. Men hvordan vi historisk er havnet i en såkaldt “fedmeepidemi” fylder utrolig lidt i fagbøgerne. De officielle kostråd tager nemlig primært udgangspunkt i, hvordan den “sunde” del af befolkningen bør spise. Men hvad med alle dem som allerede slås med overvægt? – et problem der kun vil blive “større” i fremtiden.

Erfaringen

For nyligt blev jeg interesseret i periodisk faste, da jeg selv er til den større side. Det skulle være nemt og ikke alt for tidskrævende, da jeg med mit arbejde og familie har nok at se til i forvejen. Derfor viste faste sig rimelig nemt at implementere: bare stop med at spise i 16-24 timer et par gange om ugen!

I starten virkede det meget godt. Jeg følte jeg havde mere energi og et stabilt vægttab. Problemet var var bare, at det ikke blev ved – hvilket er meget normalt. Efterhånden gik vægttabet i stå og den ekstra energi forsvandt også – især udenfor fasten.

Jeg havde en mistanske om, at det skyldtes mit svingende blodsukker. Men da jeg fandt en bog omkring “Keto-flex” gik det først rigtig op for mig, at det betød lige så meget HVAD og HVOR MEGET jeg spiste som hvad jeg IKKE spiste. Vores kroppe er nemlig indstillet til, på en kost med rigeligt kulhydrat, at optage og omsætte kulhydrater som den primære energikilde.

Problemet med kulhydrat (især ikke fuldkorn) som primær energikilde er dog: omsættes hurtigt/nemt i kroppen og giver ustabilt/svingende blodsukker (“sukker-crash”) foruden dårlig fedtforbrænding. Men hvis man derimod sænker sit daglige kulhydrat og samtidig øger sit indtag af sundt fedt (især koldpresset olivenolie og rapsolie), kan man over tid (mindst to uger) “genoptræne” kroppen til også at bruge fedt som energikilde (især på en Keto-diæt). Dette styrker tilmed forbrændingen af kropsfedt, hvis man oveni har et lavere dagligt kalorie-indtag (som er nødvendigt for vægttab).

“Low-carb” viste sig at have væsentlig betydning for effekten af min faste og træning, da kroppen i faste-perioden nemmere kan udnytte og forbrænde fedt, når kulhydratlagerne i kroppen er lave. Nu oplevede jeg igen vægttab og øget energi – også mellem faste og måltider!

Løsningen?

Nu tænker du måske: “Keto? Low-carb? Skulle det være løsningen på alt!?” Nej. Alle mennesker er forskellige, og det er ikke alle som egner sig til Keto uden hjælp for sin læge først. Derimod kan alle få gavn af Low-carb. Der findes flere bøger og hjemmesider på nettet, omkring de positive effekter ved faste, Low-carb og Keto. Ligesom alle andre diæter er Keto/Low-carb heller ikke en “one diet fits all”-løsning. Men for de fleste vil Low-carb have en gavnlig effekt på ens sundhed, da man med Low-carb også har fokus på indtag af mindre forarbejdede mad.

Generelt bør man spise minimum 1g protein pr. kropsvægt. Men fordi ens kulhydrat-indtag bliver lavere, at man ofte nødt til at gå lidt op i sit indtag af fedt, da det er nemmere for kroppen at nedbryde end proteiner, – uanset om fedtet kommer gennem maden eller fra kroppen selv! Men fedt er da ikke sundt? Jo, nogle mere end andre, men hvis ens kulhydrat-indtag også er tilsvarende lavt, giver fedt en god mæthedsfornemmelse i længere tid. Læs mere om især det “usunde” mættede fedt her.

I gamle dage var det normalt at indtage større mængder fedt uden at blive overvægtig, hvorimod meget kost i dag er “fedtfattigt”, meget forarbejdet eller og rig på kulhydrater/sukker. Selvfølgelig er det lidt mere teknisk end bare det. Men overvejer du en sundere kost der samtidig kan give dig mere energi i dagligdagen, vil jeg anbefale dig at undersøge Low-carb, faste og generelt varieret kost.

Jeg vil i hvert fald fremover have ekstra fokus på fordelingen af makronæringsstofferne i min biologi-undervisning i forhold til sundhed!